Efter hjertetransplantationen får jeg en tendens jeg ALDRIG har haft før
Denne sætning kommer fra Thomas der oplever store personlighedsforandringer efter han blev hjertetransplanteret. Læs mere nedenfor.
Vidste du at der kan opstå personligheds forandringer for hjertetransplanterede?
Der er forsket i at nogle hjertetransplanterede kan opleve minder, adfærd, præferencer og vaner, der kan overføres fra donoren til modtageren. Kilde: https://www.paulpearsall.com/info/press/3.html
Et eksempel er Claire Sylvia som har skrevet selv biografien “A change of Heart”, hvor hun fortæller om hendes personlighedsforandringer efter hun modtog en ung mands hjerte.
Personligt har jeg kendskab til Thomas der er hjertetransplanteret, og som har oplevet og fortsat oplever store og omfattende personlighedsforandringer. Thomas er med i mit kunstprojekt Open Heart Han fortæller ved interview:
Jeg er overbevist om, at jeg har fået mit nye hjerte fra en kvinde
“Det har stået på et par år og er kommet snigende. Jeg får lyst til at lave noget stik modsat af det jeg tidligere har gjort og klæde mig på en helt anden måde. Jeg er ret overbevist om, at jeg har fået mit nye hjerte fra en kvinde. Det er meget spændende for mig at opleve det her – for hvad sker der?
Jeg er født med dårligt hjerte. Som 6-årig fik jeg en pacemaker og som 30-årig blev jeg hjertetransplanteret. På daværende tidspunkt var jeg rimelig dårlig. Jeg var sådan set ligeglad om det blev et hjerte fra den ene eller den anden. Det man tænker på op til og samme dag som de åbner èn, det er at, nu går det enten godt eller så går det skidt. Går det skidt opdager du det ikke. Jeg ved jo stadigvæk ikke om mit hjerte stammer fra en mand eller en dame. Det må vi ikke få at vide. Det er anonym donor og anonym modtager. Jeg vil så gerne vide hvem donoren er. Jeg begynder så at få en eller anden tendens og en ide som jeg ALDRIG har haft før. Jeg vil prøve at undersøge hvad yoga er. Før i tiden kunne jeg med det samme sige yoga det gad jeg ikke – det er for tøser. Jeg får nu lyst til at lave noget stik modsat af det jeg tidligere har gjort”.
Hjertet er mere end en mekanisk pumpe
Thomas fortsætter: “Førhen havde jeg det sådan, at hjertet er en mekanisk pumpe, det er en muskel. Jeg havde aldrig i min livligste fantasi forestillet mig andet end jeg bare ville fortsætte som jeg altid havde været. Nej nej –
man bliver noget klogere. Jeg vil gerne høre om andre hjertetransplanterede har denne oplevelse af personligheds forandring. Ind til videre går jeg med det selv….eller dvs. det gør jeg ikke helt mere. Er der noget folk vil vide så skal de bare komme og spørge”. Thomas har fornylig valgt at tage konsekvensen af hans identitets forandring. Han har valgt at komme mere hjem i sig selv med kønsskifte behandlinger og navneskifte til Mette Maj.
Hvad mener du om hjertet?
Hvad tænker du om denne beretning? – Hvordan forholder du dig til dit hjerte og hvad oplever du det er i stand til?