Litteratur

Jeg har interviewet og portrætteret 20 forskellige personer, ladet dem alle reflektere over deres identitet som grønlænder i dag, og hvilke udfordringer de selv og samfundet står overfor - og det er blevet til kunst og refleksionsbogen:

"Grønland - Verden er, som vi tænker den"

Bogen er tænkt som et bidrag til debat og fordybelse, og bogens portrætterede berører forskellige forhold, som for eksempel omverdenen uvished om det aktuelle Grønland, fordomme om grønlændere og tendensen til at se den grønlandske befolkning som ofre.

Bogen retter især fokus på de potentialer og muligheder på det nutidige og fremtidige Grønland.

De udvalgte personer repræsenterer tilsammen mangfoldighed og de meget forskellige holdninger der er i dagens Grønland.

Kort info om bogen:

Helbindsbog
ISBN: 978-87-992835-4-5 
Titel: Grønland – Verden er, som vi tænker den
Forord: Julie Berthelsen
Sprog: Bogen indeholder 3 sprog - grønlandsk, dansk og engelsk i én og samme udgivelse
Sideantal: 184 + omslag
Format: 29,5 x 27,5 cm.
Tykkelse: 2,4 cm.


 



Køb bogen her: http://linda-riber.dk/index.php/da/shop-test

Anmeldelser

Kunstavisen 28.juli 2010.

BOGANMELDELSER
Grønlandskhed og udfordringer

Af Preben Winther

Kunstneren Linda Riber bærer Grønland både i sit hjerte og i sit blod, og selvom hun nu har sit hjem i Svendborg, følger hun med levende interesse med i sit lands nutid og fremtid. Igennem tre år har hun arbejdet med et projekt, der har skullet afdække ”Grønlandskhed og Udfordringer”. Hun har interviewet nitten forskellige personer (og sig selv), de fleste bosiddende i Grønland, nogle få i Danmark, og de har fået hver deres lille bid af bogens mange store sider, med fotografier og bemalede fotocollager. Billeder af stor styrke og skønhed.

Det nøgne håb
Noget, der betager ved bogen, er dens blidhed, parret med kunstnerens næsten suggestive evne til at overbevise sin modtager. For det er så sjældent, at vi møder denne klippefaste tro på, at vi kommer nogen vegne med den rigtige indstilling, ydmygheden over for andre og over for naturen, den ægte humanisme, det helt nøgne og stærke håb, der svæver ud på fremtidens firmament – ikke som en smuk drøm, men som en reel mulighed.
Hvordan har Linda Riber gjort det?

En helhed af ren magi
Hun har valgt sig en snes repræsentanter for det grønlandske samfund (med beklagelse over at ingen af fangerne alligevel havde tiden til dét projekt). Hun har snakket med dem (intenst må det have været, ægte dialoger). Hun har fotograferet deres ansigter med sit kamera (men i endnu højere grad med sin sjældne følsomhed for en andres særpræg). Hun har indgydt dem tillid nok, til at de indviede hende i deres tanker om deres liv, om deres (Grøn)land, om glæderne, vemodet, vanskelighederne, ønskerne, forventningerne (og hun har plukket de citater og de brudstykker af samtalerne, der netop kunne indgå i hendes vision – hvilket på mystisk vis også er deres). Hun har fotograferet landskabet, det højt elskede (som både emmer af urgammel historie, påtrængende nutid og bekymringer for fremtiden).
Og endelig har hun med en kunstnerisk begavet troldkvindes ånd og vilje blæst det hele til atomer og igen samlet enkeltdelene til en ny helhed af ren magi. Tryllet med pensel og maling, i overført forstand klippet og klistret, til alle ord og billeder og syner stod klart frem, leget med tre sprog, så ingen læser og beskuer længere kan være i tvivl om, hvor vigtigt dette er. Både for Linda Riber, for de andre nitten grønlændere, for Grønland – og for læseren selv.

Langt mere end en bog om grønlandskhed
Skulle nogen længere være i tvivl om, at jeres anmelder er ramt? Lad det være helt klart: Denne bog er langt mere end en bog om grønlandskhed og udfordringer. Den får en til at tro på, at det bedste i mennesker ikke blot er noget, vi gerne vil, men som rent faktisk findes. Og selvom dens budskab jo færdes på de - i hvert fald indirekte - politiske temaers bundfrosne fjorde, løfter den ingen pegefingre, endsige knytnæver.
Den er ikke følt, endsige patetisk. Den argumenterer ikke. Den lægger blot tingene frem, som de opleves, hvilket vil sige, som de er. Uden falbelader, men tilsat et ordentligt skud af billedkunstens stjernestøv! En bog til refleksion, fordybelse og debat, skriver kunstneren selv. Lad mig tilføje: Og til glæde.

Bogen udkom den 8. juli 2010, samme dag som der i Katuaq, Nuuk, var fernisering på Linda Ribers store vandreudstilling med værker fra bogen. Udstillingen fortsætter senere til Danmark, Færøerne og Sverige.

Linda Riber har udstillet i Danmark og andre steder i Europa, Grønland og USA. Foruden at være billedkunstner er hun uddannet ergoterapeut.


www.sermitsiaq.gl

Af Mads Nyvold 31-07 2010

Portrætbog er luksus for øjnene.Trods skønhedsfejl er Linda Ribers debutbog et betagende og forfriskende anderledes indblik i grønlændernes drømme og bekymringer anno 2010.

Den grønlandsk-danske billedkunstner Linda Riber har kreeret en usædvanlig bog. Usædvanlig fordi den går imod strømmen i en tid, hvor forlagsbranchen spytter skarpt skabeloniserede bøger ud på samlebånd. Tryksager typisk uden hjerteblod og hvis eneste primære berettigelse er et kendt eller blot semikendt fjæs på coveret.

Læs i denne uges Sermitsiaq, hvorfor avisens udsendte er vild med Linda Ribers debutbog ’Grønland – Verden er, som vi tænker den’.


www.voreshverdag.dk (8.august 2010)


Grønland først og fremmest....

En strålende bog. Ikke stor, flot, forklarende eller romantisk. Men en strålende bog. Landet i det høje nord har altid haft en enten magnetisk, strålende tiltrækningskraft over sig eller været genstand for smuk og tålt. Vi kommer i denne bog tæt på, hvad 20 grønlændere tænker om deres land, hvilket udsyn de har til verden, og hvilken holdning, de har til udviklingen fremadrettet og bagudrettet. Formålet er tilsyneladende og som skrevet i bogen af forfatteren at øjensynliggøre en refleksion over det at være grønlænder idag. Aktuelt særligt i forbindelse med selvstyret 2009.
Det er der kommet mange gode citater og tanker ud af. Intet nævnt, intet glemt, men vi får i forbifarten rigtig gode og tankevækkende anekdoter. Ret beset kunne mange af dem nok stamme fra hvilket som helst sted i verden, hvor naturfolk, jægere og fangere gøder den daglige undergrund. Men nu er det altså Grønland, det handler om. Og vi må godt være en smule stolte af, at vi for ganske nylig og helt oppe under neglene har haft den urkraft og den simple og samtidig næsten spirituelle tilgang til forhold mellem mennesker og andre lande, som bogen emmer af. Designmæssigt er bogen bygget helt særligt op, idet den er sammensat af billedkunstneren Linda Riber. Layoutet hænger fint sammen med resten af bogen, der er særlig i sin dokumentarform, hvor selvforståelse er nøgleordet - og herefter information til os, der gerne vil vide mere. . . .

Bogens force er netop, at interviewene med hver enkelt af de 20 deltagere er hakket op i citater, hvor budskaberne er helt fremme i skoene inden for diverse emnevalg. Her er nogle af de interviewede melankolske over, at forekomsterne af æg, hvalrosser og isbjørnene ikke er, hvad det var engang, mens andre citater ikke ynker, at man sidder og piller i navlen -; man må bidrage til samfundet på sin egen måde.

De enkelte citater i bogen er enkle, men budskabet i citaterne er ikke til at tage fejl af. Naturligvis er kærligheden til Grønland altoverskyggende og gennem alle ord, billeder og bogstaver oplever læseren, at Grønland er hjemstavnen og får kødet til at vibrere og blodet til at bruse. Det er strålende, at en bog kan få disse virkemidler helt frem, så man kan opleve såvel ydmyghed og respekt over ikke bare grønlændere og Grønland som sådan. Men for også natur og naturfolk generelt og de enkle og livsbekræftende tankesæt og holdninger, vi til syvende og sidst alle er en del af.